ArtWeek startede tilbage i 2011 under navnet International Art Festival og fortsatte som sådan frem til 2014. Fra 2015 er navnet ændret til ArtWeek.

Ideen med International Art Festival var at indbyde kunstnere fra hele verdenen til at udstille og arbejde en hel uge i Kerteminde. Sammen med andre udvalgte kunstnere, fik de tildelt forskellige pladser, hvor de i større eller mindre grupper skulle bygge en udstilling op sammen. Udstillingspladserne bestod af tomme lokaler rundt om i byen, fra pæne kontorlokaler og gallerier til lagerlokaler og pakhuse på havnen.

Alle udstillingerne var ”stafferet” af en stor skulpturudstilling hvor kunstnere fra Dansk Billedhuggersamfund, beredvilligt stillede deres store skulpturer til vores disposition. Op imod 30 tonstunge skulpturer af meget blandede materialer, blev opstillet i hele byen. Her blev de stående i to måneder, til stor glæde for de besøgende og byens borgere.

Denne del af International Art Festival var meget omkostningstung og derfor blev vi i 2014 desværre nød til at undlade skulpturerne. Og da alle siloer og pakhuse på havnen var blevet revet ned, havde vi et problem og måtte re-tænke hele konceptet
- for hvor skulle vi afholde International Art Festival 2014?

Men bedst som alt ser aller mest sort ud, dukker der altid nye muligheder op. Og det var også tilfælde her. I vinterens løb var vi blevet kontaktet af Godsejer Rudolf Iuel, Lundsgaard Gods, om vi kunne tænke os at flytte Festivalen ud på godset i 2014, hvis han lavede de gamle kostalde om til et kulturhus. Det ville vi meget gerne og som sagt så gjort. Kulturhus ”Anexet” nåede ”næsten” at blive færdigt til åbningen af Festivalen, i hvert fald så meget, at vi rykkede ind med 36 glade og yderst forvent-
ningsfulde kunstnere.

Vores grundholdning er, at man skal hjælpe hvor man kan og specielt folk i nød. Det har vi - med stor hjælp og entusiasme fra de deltagende kunstnere - gjort hvert år siden starten i 2011, og har på den måde kanaliseret adskillige hundrede tusinde kroner ud til mange godgørende formål. Et engagement der er blevet en fast bestanddel af ArtWeek og som vi alle er stolte af.

Ugen er blevet en kæmpe succes og vi har besluttet at fortsætte samarbejdet med Anexet. Eventen har placeret sig på danmarkskortet som en årligt tilbagevendende begivenhed, som både besøgende og kunstnere hvert år ser frem til med spænding og forventning. Flere kunstnere ser det nærmest som en kunstnerisk sommerlejer, hvor de får mulighed for at udstille og sælge deres værker, arbejde på nye værker, samarbejde med kolleger og holde ferie på samme tid. En unik mulighed som mange kunstnere sætter stor pris på, idet deres dagligdag normalt består af mange ensomme timer i atelieret.

Siden 2011 har godt 260 forskellige kunstnere fra over 20 forskellige nationer, deltaget i International Art Festival og ArtWeek og hvert år kommer der flere til.